I takstræets skygge
ved slotsbakkens fod
blandt bellis og summende bier
der stod en skønjomfru
med guldbånd om fod
og sukked så dybt og så digert.

Hun stode og skued
mod borgtårnets vælv
og gjorde ej mine til handling,
men vendte sig bort
vandt guldbånd om sig selv
og undergik så en forvandling.

Hvor før en skønjomfru
lod lyde et suk
men ingen lod sig med det mærke,
der letted så yndigt
med kvidren så smuk
en sørgmodigt syngende lærke.

Den lærke fløj højt
over tårnvælvets tind
og sendte en hilsen til himlen.
Dens fløjten en trøst
til et sørgende sind
for blot at forsvinde i vrimlen.

I tårnet fortvivled
den kongemø blid
og sukked af plage og vånde,
thi mod sin fader
hun kæmped en strid,
men mægted ej længer at ånde.

Hun skued til lærken
og hørte dens sang;
hun så den forsvinde mod skoven.
Ej dag var så mørk,
ej natten så lang
som da sangen forstummed foroven.

Den kongemø hulked
og klaged sin nød
“Hvi gør i mig sådan fortræd?
Jeg uden min kære
langt heller var død.”
I stjernernes åsyn hun græd.

I skoven lød sangen
vemodig og ked
den lærke sang ud af sin plage.
Selv solen sig mørkned,
selv himmelen græd,
enddog vinden tog til at klage.

Den kongemø vandred
så hvileløst rundt
i borgens gemakker så golde,
thi dybest i hjertet
hun følte så ondt
bag murene hårde og kolde.

Men sangen i skoven
blev mere end sang,
da løfted sig tusinde røster
med bøn til de magter
som hørte dens klang:
“Ak hjælp blot vor lidende søster!”

Blandt bøger og ruller
den kongemø sad
om henfarne slægter hun lærte
trods kærlighed skiltes
nok elskende ad
det lindrede ej hendes smerte.

Hun kunne ej glemme
den lærkesang skøn,
hun savned så såre sin kære.
Hun inderligt ønsked
og bad så i løn
om nok med sin elsked at være

Da hørtes de bønner
alt viden omkring
blandt roser og liljernes duften.
Bag skovenes vægge
bag bjergenes ring
den Valravn han svang sig i luften.

Til sangen han lytted
med hodet på sned
alt red han på uvejrets vinde.
På natsorte vinger
så prægtigt han gled
til vejrs over bjergkædens tinde.

Alt sangen han fulgte,
det smertenskvad
om aldrig så grusom en kvide.
Omsider i brynet
af skoven han sad
så natsort ved sanglærkens side.

Den lærke kvad sødt
om den kongemø blid
den Valravn han letted mod borgen.
Bag vindvet han skued
alt hånden så hvid
hårdt knuet i kampen mod sorgen.

Den Valravn han stode
i mulm ved det glas
og alt til den kongemø talte
om at i kærlighed
finde sin plads,
han til hendes hjerterum kaldte.

Den kongemø lytted
til Valravnens ord
sit blik alt til skoven hun retted,
trods stormende vinde
forlod hun sit bur
to fugle fra borgtårnet letted.

Da frydedes himlen
og fuglene med:
“Nu mødes de elskende atter!
Åh, se hvor de flyver
de danser herned,
skønjomfru og blid kongedatter.”

I skovbrynets grene
to sangfugle sad
og lod deres kærlighed mærke
dog hørtes ej slig så
forskellige kvad
fra frydefuld solsort og lærke.